Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Velkommen til Ørnen! Vi er en integreret daginstitution, som ligger i Københavns nordvestkvarter – lige ved Hulgårds Plads. Vi er normeret til 98 børn fordelt på tre vuggestuegrupper, en mellemgruppe og to børnehavegrupper. 

Vores hus 

Vi bor i et ældre hus med højt til loftet og masser af lysindfald. Alle stuer i vuggestuen og mellemgruppen har døre, der kan åbne ind til hinanden. Det gør det muligt for os nemt at lave aktiviteter og opbygge relationer på tværs af stuerne. 

Vores alrum, der ligger i midten af huset, er Ørnens hjerte. Alle stuer er indrettet med direkte adgang og store vinduer ud til alrummet.

Alrummet er udstyret med madrasser og masser af tumleredskaber, og det er blandt andet her, vi holder fællessang om fredagen, og hvor vi har pædagogisk idræt. Det er vigtigt for os, at alle børn er fortrolige med deres kroppe, da det understøtter børnenes selvhjulpenhed. Derfor er motorik og bevægelse en naturlig del af alt vores pædagogiske arbejde, og vores personale har blandt andet fået kompetenceudvikling i bevægelseslege gennem indsatsen Børn og Bevægelse (BOB). 

Vi er en del af Klynge NB D, der har formuleret et fælles barnesyn, som vores pædagogiske praksis tager afsæt i. Sætningen er et pejlemærke for vores pædagogiske grundlag og lyder sådan her: 

”Jeg ved, hvad jeg kan. Jeg ved, hvad jeg vil. Jeg ved, hvad jeg tør – og jeg er en betydningsfuld del af et fællesskab.”

En slange, en kamæleon og en masse fisk 

Ud over vores dejlige børn og voksne, tæller Ørnen efterhånden også rigtig mange dyr. Vi har nemlig både fisk, skildpadder, en edderkop, en slange, en øgle og selvfølgelig vores gamle kamæleon, Morfar. Der går mange timer med at kigge, røre og høre om dyrene, hvilket skaber sjove og lærerige oplevelser, for både små og store.

Ud over bevægelse har vi fokus på natur, udeliv og science. På vores legeplads har vi en masse blomster- og plantekasser, og i forlængelse af vores hus har vi et kæmpe drivhus, hvor vi gror alverdens grøntsager, som børnene er med til at passe og høste. 

På legepladsen leder vi efter krible-krable dyr i buske og hække, og vi vender fliser for at finde regnorme og bænkebidere. Vi taler om, hvor dyrene bor, at de er gode for naturen, og at vi skal passe på dem. Vi samler dyrene i observationsbakker, og de børn, der har lyst, får lov at røre og holde dyrene. Vi har også mulighed for at kigge på dyrene i insektglas, som vi har med på legepladsen, så vi kan tælle deres ben og tale om deres forskelligheder og ligheder. Vi oplever, at børnene bliver mere opmærksomme på, at dyrene er levende væsener, som vi skal passe på. De lærer at tage ansvar og at begå sig omkring dyr, når de er med til at fodre dem og rense akvarie. 

I forbindelse med vores fokus på natur og science har vi også et tæt samarbejde med Naturcenter Amager, der hjælper os med at lave forløb for børnene.