Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde

Gensidig dialog er grundstenen for det gode forældresamarbejde. Vi har et fælles ansvar for, at jeres barn udvikles og trives. Derfor prioriterer vi den åbne og ærlige dialog mellem os og jer. 

I hverdagen informerer vi generelt om jeres barns sociale udvikling og læring, ligesom vi har en forventning om, at I orienterer os, hvis der sker noget i familien, der kan have betydning for jeres barns trivsel. Vores erfaring er, at intet er for stort eller småt.

Aula

Aula er vores primære kommunikationskanal og en vigtig del af samarbejdet med jer. Det er her, vi deler praktiske informationer og sender invitationer til arrangementer ud, og hvor I indmelder ferie og sygdom. Det er vigtigt, at I husker dette, så vi altid ved, hvor mange børn vi bliver - det gør det nemlig meget nemmere for os at planlægge nogle gode dage for de børn, som er i huset.

Det er også på Aula, at vi deler billeder og historier fra hverdagen i Ørnen, så I kan følge med i, hvad jeres børn laver. Hver stue sender nyhedsbrev ud, så I er informeret om husets aktiviteter og hvordan vi arbejder med læreplanen. Vores pædagogiske leder sender også nyhedsbrev ved behov. 

Forældresamtaler og forældremøder

I løbet af den tid jeres barn går i vuggestue og børnehave, har vi forskellige samtaler om jeres barns trivsel og udvikling. Omkring tre måneder efter opstartssamtalen, som vi har, når jeres barn starter, holder vi en opfølgende samtale om, hvordan den første tid er gået, og hvad vi eventuelt skal gøre anderledes.

Vi har trivselssamtaler en gang om året, og derudover holder vi  samtaler, når jeres barn skal skifte til børnehave og skole, hvor vi taler om, hvordan vi sammen kan få gjort jeres barn klar til overgangen og det nye kapitel. Vi er altid tilgængelige for en snak, så hvis der er noget, I bekymrer jer om eller gerne vil have, vi sætter os sammen og taler om, så tag fat på os - så finder vi et tidspunkt.

Vi har to forældremøder om året. Et fælles møde for hele huset og et forældremøde for de enkelte stuer. 

Forældreråd

I Ørnen har vi et meget engageret forældreråd, der er blandt andet står for at arrangere forældrekaffe og andre aktiviteter i huset.

I forældrerådet er I med til at diskutere og definere de værdier, som ligger til grund for den pædagogik, der præger de konkrete aktiviteter, som børnene og de voksne er sammen om i Ørnen. I har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. I kommer tæt på dagligdagen i Ørnen og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.

Forældrerådet er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder, og valg til forældrerådet sker en gang årligt på et forældremøde for hele institutionen. Hvis I er interesserede i at deltage i forældrerådsarbejdet, kan I kontakte vores pædagogiske leder og høre mere.

Der er forældrerådsmøde fire gange om året.

Forældrebestyrelse

I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og hver klynge har en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institutionen og hjemmet. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen.

Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt medlemmerne i institutionens forældreråd. Forældrebestyrelsen holder møder seks gange om året.

Du kan læse mere om, hvordan du som forældre kan få indflydelse på dit barns hverdag her.